Komplikationer. Ny britisk undersøgelse tyder på, at senfølger efter covid-19 er udbredte og langvarige. Er det en bombe under sundhedssystemet?
Den ubetalte regning
Mere end to år efter coronapandemiens udbrud kæmper videnskaben stadig med at forstå omfanget af de såkaldte senfølger. Mange tidligere coronaramte fortæller om træthed, muskelsmerter og vejrtrækningsbesvær, som varer i månedsvis, og en ny britisk undersøgelse ser ud til at bekræfte billedet af, at senfølger er ganske hyppige og langvarige – i hvert fald for den gruppe af patienter, der har været hårdt ramt af sygdommen. I undersøgelsen konkluderer forskerne, at mindre end en tredjedel af covid-19-ramte er helt fri for forskellige senfølger, et år efter at de var indlagt med sygdommen. Står det billede til troende, kan det have alvorlige konsekvenser for sundhedssystemer overalt i verden.
I det britiske studie indgår 2.320 patienter, som blev indlagt på hospitaler i Storbritannien med covid-19 i perioden fra marts 2020 til april 2021. Fem måneder efter indlæggelsen var det kun 26 procent af disse, som følte sig fuldstændig raske igen. Over halvdelen af respondenterne fortalte om problemer som træthed, muskelsmerter, søvnløshed og åndedrætsbesvær, mens resten ikke var sikre på, om de var kommet sig. Da undersøgelsen blev gentaget, et år efter at patienterne havde været syge, meldte 29 procent, at de nu var fri for skavanker. Der var altså en beskeden stigning på bare tre procentpoint. Det tyder på, at senfølger er svære at komme af med, selv over tid.
Del: