Den ideelle sporhund er selvsikker, vedholdende og robust. Det konkluderer hollandske dyreadfærdsforskere i et nyt studie i tidsskriftet PLOS One, hvor 110 erfarne hundeførere fra det hollandske politi er blevet interviewet.

Forskerne bad hundeførerne om at udvælge de mest eftertragtede personlighedstræk hos dufttrænede hunde på en liste med 24 muligheder. Tegn på usikkerhed og neuroticisme fik laveste score.

En spytprøve kan afsløre en hunds temperament, viser ny forskning. Foto: Adobe Stock
En spytprøve kan afsløre en hunds temperament, viser ny forskning. Foto: Adobe Stock

Men hvordan vurderer man, om en legesyg hundehvalp kan udvikle sig til en effektiv arbejdshund? Ifølge et andet nyt PLOS One-studie kan en spytprøve fra dyret hjælpe med at kaste lys over sagen.

Eksperter i dyreadfærd og bioteknologi fra Kyungpook National University i Korea har undersøgt, om biomarkører kan supplere den traditionelle vurdering af hundes temperament. Hidtil har temperament ofte været vurderet med den såkaldte Wesen-test, hvor en observatør bedømmer hundens reaktioner på forskellige situationer. Men fordi testen bygger på én observatørs subjektive mening, har der været bekymring for, om testen kunne blive for usikker.

I det nye studie kombinerede forskerne adfærdsobservationer med målinger af stresshormonet kortisol og signalstoffet serotonin i spytprøver fra 24 hunde. Resultaterne viste, at hunde, der scorede højt på ønsket adfærd som rolighed og venlighed, generelt havde lavere kortisolniveauer, højere serotoninniveauer og en mindre stressreaktion under testen.

Studiet kan ikke fastslå årsag og virkning, men peger på, at hormonmålinger kan fungere som et mere objektivt supplement til adfærdstests og føre til mere præcise vurderinger af, hvilke hunde der egner sig bedst til krævende opgaver.

PLOS One, 4. februar

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.