Når forskere og fagfolk kæmper for at beskytte og bevare truede dyrearter, er det som regel antallet af dyr, der er i fokus. Forestillingen har været, at hvis man vil sikre stabile populationer, så handler det først og fremmest om at få flokken til at vokse. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke dyr flokken består af. Flere forskere peger nu på, at aldersspredningen af dyrepopulationerne er mindst lige så vigtig for frednings- og forvaltningstiltag som antallet af dyr. 

»Mennesker har forårsaget en nedgang i populationerne af gamle vilde dyr, hvorved mange af Jordens ældste og ofte største og mest erfarne dyr er blevet fjernet fra økosystemerne,« skriver den australske økolog Keller Kopf, hovedforfatter i oversigtsartiklen »Loss of Earth's old, wise, and large animals«, som blev bragt i Science Magazine i 2024.