Når Georg Gearløs får et genialt indfald, tænder en lampe i hans hoved. Det er så oplagt en idé at koble lys og hjerneaktivitet, at man længe har gjort det i tegneserier, og nu gør man det også i neurovidenskaben.

Årets nobelpris i fysiologi eller medicin går til tre forskere, der har udviklet metoden optogenetik, der bruger lys til at tænde og slukke for udvalgte nerveceller i hjernen. Det er professor ved universitetet i Würzburg Georg Nagel, biofysiker Peter Hegemann ved Humboldt Universitet i Berlin og Karl Deisseroth, professor i psykiatri og adfærdsvidenskab ved Stanford.