I det moderne demokratiske Danmark, hvor hierarkierne er flade, og vi er vant til at ironisere om det meste og tvivle om alt, er der ikke mange autoriteter tilbage. Der er dog én undtagelse: videnskabsfolk. Vi tror på dem, selv når vi ikke helt forstår, hvad de siger.

Mere end tre ud af fire danskere stoler på forskning, mens det omvendt er mindre end én ud af 30, der ikke gør. Det fremgår af Danmarks videnskabsbarometer, som udkommer i denne uge og er baseret på svar fra 1.000 respondenter.

Det er et andet billede af danskernes syn på videnskab, end man får fra kommentarsporene på de sociale medier, fortæller Frederik Rosén, seniorprojektleder ved Democracy X, en fond specialiseret i borgerinddragelse, der har været med til at lave undersøgelsen.

»Når man laver en spørgeskemaundersøgelse med et bredt og tilfældigt udvalg af respondenter, kommer man jo lidt væk fra ekkokamrene. Man får måske et bedre indtryk af, hvad der egentlig rører sig i den danske befolkning, end hvis man kigger på debatterne på de sociale medier,« siger han.

»Det korrigerer en opfattelse, som politikere og visse medier ofte gerne vil fremskrive, om, at der er en konflikt, og der er en polarisering. Det ser måske lidt mere afspændt ud i virkeligheden, når man kigger ud over landskabet.«

Det er meningen, at Danmarks videnskabsbarometer – der også har TrygFonden, Epinion og Aarhus Universitet som afsendere – fremover skal komme en gang om året.

En lignende undersøgelse blev udsendt i 2023 af blandt andet TrygFonden, og en sammenligning med de nu tre år gamle tal viser en betydelig konsistens: Tiltroen til videnskaben holder sig over tid.

Det flugter desuden med nylig statistik for tilliden til videnskabsfolk i 68 lande udarbejdet af blandt andre Niels Mede, lektor i videnskabskommunikation ved Wageningen Universitet i Nederlandene. Også her ligger Danmark og dets naboer højt.

Men med én måske overraskende ekstra pointe: Lande som Kenya og Nigeria scorer endnu højere end Danmark og de øvrige nordiske lande.

»En forklaring er, at forskere i flere lande i Afrika syd for Sahara fremstår som mere troværdige end andre autoriteter, såsom politikere, der ofte opfattes som korrupte. Den høje tillid skyldes altså i høj grad, at alternativerne nyder endnu mindre tillid,« siger Mede.

»I de skandinaviske lande er situationen anderledes. Her er tilliden generelt høj i hele samfundet. Tillid til hinanden, til myndigheder og institutioner og så videre. Den store tillid til forskere er et symptom på det.«

Antiscience som identitet

Men hvad så med USA, landet, vi altid sammenligner os med, eller i hvert fald gjorde? Selvom amerikanerne generelt har tillid til forskningen, er der hos dem en polarisering, der ikke findes blandt danskerne. Konservative amerikanere er mere skeptiske over for forskning.

»For det første er videnskab i USA langt tættere knyttet til folks verdenssyn og værdier. For det andet er disse verdenssyn og værdier langt mere polariserede i USA end i Danmark, blandt andet på grund af topartisystemet,« siger Mede.

»Resultatet er, at amerikanernes holdning til videnskab – herunder deres tillid til den – i højere grad presses ind i to modsatrettede lejre, mere sort-hvidt. Forskere, hvis konklusioner ser ud til at støtte den ene side, bliver derfor ofte afvist af den anden.«

Når tilliden til videnskab er lav i dele af det amerikanske samfund, skyldes det altså typisk ikke en afvisning af det videnskabelige princip i sig selv, men snarere en opfattelse af, at enkelte forskere bruger videnskaben uærligt til at fremme bestemte dagsordener.

Samtidig er holdninger til videnskab blevet en identitetsmarkør, siger Simon Fuglsang, postdoc ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet og en af hovedkræfterne bag barometret.

»Jeg tror sådan set ikke, at problemet i USA er forholdet mellem videnskab og samfund. Jeg tror nærmere, at problemet er en generel utilfredshed med samfundets autoriteter, hvor folk fjernt fra magten føler sig overset, og uligheden er steget enormt,« siger han.

»Så jeg tror ikke, at det er, fordi folk lige pludselig har fundet ud af, at det der videnskab er noget skrammel. Jeg tror, det er, fordi der er noget andet, der er noget skrammel. Så er videnskaben blevet taget med i faldet.«

I Danmark og det øvrige Europa er der ikke nær den samme polarisering. Videnskab er som sådan et konsensuspunkt i europæiske samfund.

»Det er klart, at hvis vi så kigger på specifikke teknologier eller specifikke områder – klimaforskning, genmodificerede fødevarer, nuklear energi – så er der nogle steder, hvor der er noget særligt på spil, og hvor der opstår konflikter,« siger Fuglsang.

»Men hvis vi ser på videnskab som vidensautoritet, som metode, som samfundsmæssig autoritet, så er der generelt en konsensus om, at videnskab er en positiv ting.«

Resultatet taler for sig selv

Men hvis man med en vis ret kan påstå, at mange amerikanere tror for lidt på videnskaben, kan man så også synes, at danskerne til tider tror for meget på den?

I hvert fald indrømmer hele 44 procent af respondenterne i videnskabsbarometret, at de jævnligt ikke forstår, hvad videnskabsfolk siger, når de udtaler sig i medierne.

Er det en form for autoritetstro, der i Danmark ikke retter sig mod uniformer og medaljer, men i stedet mod hvide kitler?

Nej, lyder det fra folkene bag barometret. Snarere kan der være tale om, at videnskaben er blevet meget kompleks. Derfor bedømmer vi den på resultaterne og tager det ikke så tungt, at vi måske ikke kan gennemskue alle mellemregningerne.

»Vi forstår ikke nødvendigvis, hvordan de når frem til deres resultater. Men vi accepterer dem. Vi behøver ikke at vide, hvordan forskerne for eksempel kommer frem til en ny kræftbehandling, men vi er utrolig glade for de resultater, de skaber,« siger Rosén.

»Vi forstår heller ikke nødvendigvis forskellen på jævnstrøm og vekselstrøm, og derfor blander vi os ikke i elektrikerens arbejde, men der tror jeg ikke, det handler om, at man er autoritetstro i forhold til elektrikeren.«

I stedet for autoritetstro er et andet parameter måske mere relevant i dansk sammenhæng: tolerance for usikkerhed.

Danskerne kan godt forholde sig til, at videnskaben kan ændre kurs, og de accepterer, at det, der var belæg for i går, måske bliver tilbagevist to dage senere.

Det lyder som selvros, men det kommer fra en tysker: Anne Reif, videnskabsforsker ved Hamburg Universitet.

»Det blev særlig tydeligt under covid-19-pandemien, hvor det offentligt blev debatteret, hvad videnskaben vidste og ikke vidste, mens videnskabelige erkendelser ændrede sig for øjnene af os,« siger hun.

»Hvis individer ikke kan håndtere den slags usikkerhed, giver det mening at forvente, at de i højere grad vil sætte spørgsmålstegn ved videnskabelig ekspertise.«

Det tegner jo godt for fremtiden – oder was?

Rosén ser store, men ikke uoverkommelige udfordringer over horisonten: Tilliden til videnskab er ikke noget, der kommer af sig selv, og vi står midt i et historisk skift, som udfordrer den på en række parametre, herunder eksplosionen i sociale medier:

»Vi skal gøre os klart, at vi ikke er født med et gen, som gør, at vi har tillid til videnskab. Det gode liberale sind er ikke noget, som kommer fra fødslen. Det er et resultat af markante investeringer i det pædagogiske rum i århundreder.«