Bondsk. I den sene bondestenalder slog man sig ned på en gård og begyndte at dyrke jorden i generation efter generation. Det fik langt større konsekvenser, end vi tidligere har antaget, hævder ny ph.d.-afhandling.
Da vi blev et landbrugsland – igen
Den mest almindelige fortælling om menneskets forhold til naturen lyder mere eller mindre sådan her: Oprindeligt var vi jæger-samlere og levede i pagt med naturen, men så opfandt vi agerbruget, og derefter begyndte en støt, men uundgåelig fortrængning af vildnisset, der kan spores op til i dag.
I virkeligheden er historien meget mere snørklet og ujævn, ikke mindst i Danmark. Agerbruget kom første gang til det nuværende Danmark omkring år 3900 f.v.t., hvor bønder af anatolsk afstamning indvandrede og gradvist erstattede de oprindelige skandinaviske jæger-samlere. Bønderne, også kendt som tragtbægerkulturen, levede ganske vist helt anderledes end jæger-samlerne – de dyrkede korn og holdt tamdyr – men størstedelen af landet forblev stadig vild natur. Tusind år senere, omkring 2900 f.v.t., blev tragtbægerkulturen løbet over ende af de såkaldte yamnayaer, et nomadefolk med oprindelse i de ukrainske stepper. Yamnayaerne – eller som de kaldes herhjemme, enkeltgravs- og stridsøksekulturerne – var først og fremmest hyrder, og i tiden efter deres indvandring oplevede agerbruget et væsentligt dyk. Det var først i sen bondestenalder, der strakte sig fra 2350 til 1700 f.v.t., at der skete et markant ryk fremad, hvad angår landbrug og udnyttelsen af landskabet.
Jens Winther Johannsen, arkæolog og museumsinspektør på ROMU, mener, at det er en periode, der alt for ofte bliver overset. I en ny ph.d.-afhandling med titlen Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia, argumenterer han for, at intensiveringen af landbruget i sen bondestenalder fik vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser langt frem i tid. Han fortæller:
Del:
