Guld i muld

Sorte Muld. Alene navnet. Det sorte, som opsluger og udvisker. Mulden, som er et destillat af undergang, men samtidig forudsætning for nyt liv. Og hvor mulden er allermørkest og mest frugtbar, som på markerne over Svaneke på Bornholm, hvor Sorte Muld ikke bare er et kuriøst ekko af betydninger, men også et stednavn, der kan spores tilbage til 1500-tallet, er de nypløjede jorde sorte af trækul og aske i en kæmpe plet, som kan forveksles med en flygtig skygge fra en sky. Den mørke plamage er, hvad der ved første øjekast er tilbage af en for længst svunden kultur, som havde sin storhedstid i Jernalderen, da Bornholm var et knudepunkt for handel over Østersøen, og som sluttede for omkring tolv århundreder siden.

Mulden er, hvad der er tilbage af det regionale hovedkvarter, som måske mere end en egentlig by var et stormandsmiljø med et tempel eller et såkaldt kulthus i midten, omkranset af gårde, værksteder, forsvarsværker og længst ude en ring af gravpladser, som var de døde sat til at passe på de levende. Mulden, og så guldet. Masser af guld i varierende kvalitet og legeringer. Tusindvis af florlette små stykker folietyndt blik med figurer præget ned i. Mennesker, dyr, væsener, påklædte i kaftaner og udstyret med sceptre eller nøgne med gestikulerende attituder, der peger i retning af frankisk kultur, men i det gamle frankerrige er der ikke fundet så meget som én gubbe. Omkring 750 forskellige motiver er indtil nu dukket op. Spredt ud i markerne, som var de et alkymistisk forsøg på at fremtrylle gyldne kornaks. Heraf områdets andet tilnavn: Guldageren. Ingen ved præcis, hvad de florlette, små figurer, som kaldes guldgubber efter svensk, blev brugt til. Men et godt bud er votivgaver, som overklassen i yngre germansk jernalder satte ind i en stolpe eller på en væg i deres tempel for at takke eller slå en handel af med guderne i forbindelse med helbredelse for sygdomme, velsignelse af giftermål eller som forsikring mod ulykker.