Da en gruppe forskere fra University of Florida i USA skulle kortlægge sammensætningen af arter i naturreservatet DeLuca Preserve, tænkte de ud af boksen. At kortlægge biodiversiteten i et område kræver normalt, at man sender et hold biologer afsted i en længere periode for at indsamle data. Men i stedet besluttede forskerne at gøre brug af en anden slags feltassistenter, nemlig lokale myg. 

Myg opsøger og suger som bekendt blod fra en lang række hvirveldyr, og indholdet i de lokale mygs maver måtte være en guldgrube af viden, mente forskerne. De indeholdt nemlig dna fra mange af de dyr, der lever i DeLuca Preserve.