I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Historien var umiddelbart overbevisende, fordi mange kunne genkende den fra egne erfaringer. Barndommens sommerture efterlod ofte bilens forrude dækket af døde insekter, som måtte skrubbes af, mens ruden i dag ofte er næsten ren. Derfor må der være langt færre insekter i naturen.

Der var ikke brug for en kompliceret økologisk model eller en statistisk analyse af biomasse og artsrigdom, for der var evidens i form af en konkret erindring fra landevejene.

Et studie viste et dramatisk fald i antallet af udsplattede insekter på bilens forrude. Nu trækkes studiet tilbage. Foto: Getty Images

I 2019 fik denne erindring en videnskabelig hovedperson. Den danske biolog Anders Pape Møller, der gennem årtier har været en af de mest citerede forskere inden for evolutionsbiologi, publicerede en fagartikel i Ecology and Evolution om insekter, der var blevet dræbt på bilruder gennem 22 år på to ruter i Nordjylland.

Resultatet var dramatisk, for i løbet af de 22 år var antallet af insekter på ruden faldet med 80 procent på den ene rute og 97 procent på den anden. Møller hævdede desuden, at faldet havde bredt sig gennem fødekæden, så ynglebestanden af landsvale, bysvale og digesvale i området også var faldet signifikant i samme periode.

Tallene var voldsomme, metoden var enkel, og fortællingen passede ind i en allerede udbredt bekymring. I 2017 havde et tysk studie rapporteret et stort fald i biomassen af flyvende insekter i naturbeskyttede områder. Kort efter blev insect apocalypse et internationalt begreb, og medierne begyndte at skrive om den stille katastrofe i luften.

Det, vi ved nu

Allerede i foråret 2019 forsøgte Falsificeret at dæmpe alarmen. Den 29. marts pegede vi på, at en meget omtalt oversigtsartikel kun havde ledt efter artikler med ord som »insect« og »decline« og derfor kun fandt studier, der viste insekttilbagegang, mens stabile eller fremgangsrige bestande forsvandt fra billedet. Den 29. november omtalte vi en stor database over britiske møl, der viste et langt mere nuanceret billede end den apokalyptiske fortælling, nemlig store udsving og perioder med både tilbagegang og fremgang.

Nu er forruden krakeleret, for i sidste måned trak Ecology and Evolution Anders Pape Møllers artikel tilbage. De arkiverede data havde vist sig at være inkonsistente, og store blokke af data var tilsyneladende kopieret mellem forskellige år.

Ifølge Retraction Watch havde kritikere i flere år forsøgt at advare om de problematiske data, og mediet mindede samtidig om, at Møller i 2004 fik en dom for videnskabelig uredelighed.

I mellemtiden er forrudeartiklen blevet citeret omkring 120 gange i faglitteraturen og omtalt i talrige medier. The Guardian brugte i 2020 historien om bilernes »splatometer« som et billede på en dramatisk insektnedgang, og Washington Post bragte i 2022 en lang artikel, hvor Møllers målinger blev fremstillet som empirisk bekræftelse på den folkelige fornemmelse.

Men …

Det betyder ikke, at insekterne har det godt, for der findes veldokumenterede lokale og regionale fald i insektbestande. Problemet er, at fortællingen om en global insektapokalypse ofte er blevet præsenteret som langt mere sikker, end datagrundlaget kan bære. Da forskere i 2020 i tidsskriftet Science gennemgik 166 studier fra 1.676 steder i 41 lande, fandt de ikke belæg for at konkludere, at der er en generel tilbagegang i verdens insektpopulationer.

En forklaring på færre insekter i nogle målinger kan være, at især de store og mobile insekter er blevet færre. Som professor Hans Henrik Bruun fra Biologisk Institut på Københavns Universitet pegede på i tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab i 2019, kan det skyldes, at landskabet gradvist har mistet de levesteder og føderessourcer, som netop store flyvende insekter er afhængige af: gamle og døde træer, blomstrende buske og urter samt gødning fra store græssende dyr. I så fald handler insektkrisen mindre om et pludseligt armageddon end om et landskab, der er blevet fattigere på livsmuligheder.

Møllers artikel blev ikke berømt, fordi den var metodisk raffineret, men fordi den bekræftede noget, mange allerede følte, de vidste. Den rene forrude blev et miljøpolitisk ikon, og det krævede ingen særlig biologisk indsigt at konkludere, at færre insekter på ruden måtte betyde færre insekter i naturen.

Derfor er Møller-sagen ikke en aflysning af bekymringen for biodiversiteten, men en advarsel mod dårlig evidens for en god sag.   Jens Olaf Pepke Pedersen

Ecology and Evolution, 11. juni
Retraction Watch, 23. juni