I en gammel dansk folkevise stiger en havmand op på land for at forføre og siden drukne en ungmø. Den i forvejen gruopvækkende historie fik en tand ekstra horror, da den i 1796 nåede til England gennem den kontroversielle skrækforfatter Matthew Gregory Lewis. Han brugte den i sin berygtede roman Munken, der er en sand parade af tabubrud som mord, voldtægt og incest, der sammenvæves med flere sekundære handlingslinjer baseret på folkelegender. Lewis oversatte teksten, så både gys og dramatik blev forøget og antallet af verselinjer fordoblet. Folkevisen bliver sunget af en af romanens karakterer, der i overdrevne vendinger indleder med at fortælle om det »stakkels land Dannemark«, der er »forfærdelig plaget af trolde, hekse og spøgelser«. Herefter opremser han de elementariske dæmoner af jord, vand, ild og luft, der regerer og vækker skræk i landet. Én af disse er den langskæggede skovkonge, hvis »største glæde er at lokke børn bort fra deres forældre, og så snart han har fået dem hen i sin hule, så river han dem i tusinde stykker«.

Lewis’ roman var ikke alene om at fremstille Danmark som et skrækindjagende sted, hvor småbørn rives i stykker, og ungmøer overfaldes. I en periode på godt 100 år, fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet, blev Danmark iscenesat som et centrum for mørkets kræfter i britiske og tyske kulturdiskussioner og ikke mindst litteraturen.