Overset. Overvågningen af nye virusvarianter halter i store dele af verden. I værste fald kan farlige mutationer flyve under radaren.
Blinde vinkler
I starten af april begyndte en bekymrende variant af den nye coronavirus at brede sig lokalt i Litauen. Varianten B.1.620 blev opdaget i februar og siden konstateret sporadisk i flere europæiske lande og USA. Den bærer mutationen E484K, der findes i flere bekymringsvækkende coronavarianter såsom den britiske og sydafrikanske. E484K er en såkaldt flugtmutation, der gør virus mindre følsom over for antistoffer.
Kort efter fundet af de første smittetilfælde med B.1.620 i Litauen gik et forskerhold under ledelse af Göteborgs universitet i gang med at spore variantens ophav. Den talstærke gruppe af mikrobiologer og genetikere gik på opdagelse i den internationale virusdatabase GISAID, hvortil en lang række lande leverer sekventeringer af positive coronaprøver. Her fandt forskerne et vigtigt spor: En af prøverne med B.1.620 kom fra en person, der for nylig var fløjet til Frankrig fra Cameroun. Desværre gik sporet tabt i det vestafrikanske land. Cameroun havde på det tidspunkt kun uploadet 48 genomsekventeringer af positive coronaprøver, og ingen af dem var smittet med B.1.620.
Del: