For godt to år siden fik 20 unge danske mænd serveret den største portion spaghetti bolognese i deres liv. Mændene deltog i et videnskabeligt forsøg, der gik ud på at teste, hvordan hormonet LEAP2 påvirker appetitten hos mennesker.

Hormonet udskilles i lever og tarme, hvor det er med til at regulere appetitten – dels ved at stimulere frigørelsen af væksthormon og dels ved at indvirke på hormonet ghrelin, der kort og godt skriger »sult!« til hjernen, når mavesækken er tom. LEAP2 lægger en dæmper på begge hormoner og har derfor fanget forskernes interesse.