Da man i 1920erne udgravede en række 5.000 år gamle kongegrave i Abydos i Egypten, fandt man også hundredvis af mindre grave, hvor mennesker fra hoffet var blevet stedt til hvile sammen med kongen. Arkæologerne mente dengang, at der kunne være tale om såkaldte retainer sacrifices, hvor mennesker tæt på kongen blev dræbt for at følge ham ind i efterlivet. Men man fandt dog ingen tegn på dødelige skader på skeletterne.

Nu har den amerikanske arkæolog Roselyn Campbell genundersøgt 46 kranier fra de samme udgravninger med moderne retsmedicinske metoder. I et studie, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Environmental Archaeology, konkluderer hun, at 18 af kranierne havde tydelige tegn på slag mod hovedet, blandt andet lange brud i kraniet, som kan have medført bevidstløshed, indre blødninger og død. På ét af kranierne var der tegn på slag med et skarpt våben.

I Abydos i Egypten blev der også fundet mere end 2000 kranier fra væddere. Foto: Egyptian Minister of Tourism and Antiquities, Scanpix

Det kan dog ikke bevises, at alle de begravede blev ofret. Nogle kan være døde naturligt, mens andre kan være dræbt på måder, der ikke sætter spor på kraniet. Mærkerne afslører heller ikke, hvem der tildelte slagene, i hvilken sammenhæng det skete, eller præcis hvordan ofrene døde. Men undersøgelsen giver ny næring til den 100 år gamle teori om menneskeofringer og viser samtidig, hvordan moderne undersøgelsesmetoder kan finde nye spor i gamle arkæologiske fund.

Frontiers in Environmental Archaeology, 5. oktober