Aldringens gåde

Aldring kan virke meget ligetil: Som årene går, bliver kroppen slidt, så huden rynker, og håret bliver gråt. Men på det molekylære plan er aldring ret kompliceret, og det er endnu ikke opklaret til fulde, hvad der styrer aldringsprocessen. Et nyt studie mener dog at bringe os et skridt nærmere en afklaring ved at forene to konkurrerende teorier.

I grove træk siger den ene teori, at aldring skyldes en akkumulering af epigenetiske forandringer; små ændringer af dna’ets kemiske struktur, der kan tænde og slukke for udvalgte gener. Det betegnes som det epigenetiske ur, og i den udlægning er processen forudsigelig, målbar og til en vis grad påvirkelig. Den anden teori mener derimod, at aldring drives frem af en akkumulering af mutationer i vores dna, hvor ændringerne er varige og opstår fuldstændig tilfældigt.

Det nye studie er lavet af forskere fra University of California San Diego School of Medicine, der har analyseret genetisk data fra lidt over 9.000 patienter. Deres resultater tyder på, at de to teorier er forbundne: En tilfældig mutation kan udløse en kaskade af epigenetiske forandringer, og det epigenetiske ur kan derfor i virkeligheden være drevet frem af uberegnelige mutationer.

Hvis den udlægning viser sig at holde stik, vil det ifølge forskerne betyde, at aldring kan være langt sværere at bremse, end man tidligere har troet. fogh

Nature Aging, 21. januar