I Danmark har vi længe haft et stærkt ideal om, at unge voksne bør klare sig selv. Man mærker det i den aktuelle debat om SU til hjemmeboende unge: På den ene side er der dem, der vil fjerne ydelsen for at puffe de unge ud af forældrenes lune rede og ind bag kassen i Netto. På den anden side frygter kritikere, at en afskaffelse vil gøre de unge usundt afhængige af far og mor.

I en vis forstand hviler det gavmilde danske SU-system netop på præmissen om, at unge danskere ikke skal være økonomisk afhængige af deres forældre. Men den idé er ude af trit med virkeligheden, viser forskningen.