I slutscenen af filmen La Grande Bellezza lader Paolo Sorrentino sin hovedperson, Jep Gambardella, reflektere over balancen mellem livet, døden og historiefortællingen. Han har set sin ungdom forsvinde, mens han har jagtet det smukke i livets labyrint. »De slidte, flygtige øjeblikke af skønhed« er det eneste, han har tilbage. Han tror ikke på det hinsides.

Jeg har tænkt over den afslutning mange gange, for jeg har altid håbet, at han tager fejl, selvom jeg også har været i tvivl. Kan det være, at historierne bare er et trick – noget, vi har for underholdningens skyld? For at forlige os med livets gang?