Tour – dag 19. På etapen til Hautacam slap Vingegaard og holdet det hele løs.
Når man bliver den, man var
Der er næsten altid helt stille, når man sidder i holdbussen efter en bjergetape, mens det store køretøj glider ind i vejnettet og videre til hoteller, mad og søvn. Der er slukket for rytterne, især de sidste aftener efter de mest afgørende etaper. Der er ikke mere at sige, og det er en magisk form for tavshed, for alt er netop sket på de dage. I timerne inden er rytterne blevet skreget op gennem menneskehavet, uanset om de er først eller sidst, larmen er øresønderrivende, og tavsheden formentlig lige så tiltrængt for både vindere og tabere.
På et eller andet tidspunkt under et tre uger langt etapeløb ser man, hvem rytteren egentlig er. Mennesket og atleten bliver langsomt, men sikkert afklædt af løbet. Til sidst er der kun det tilbage, de kan. På det sidste bjerg med de sidste kræfter, under pres under solen. Da den gik ned over Hautacam i de franske Pyrenæer i går, var målområdet, podiet og tv-produktionens gråhvide teknikby af lastbiler, telte, kabler og studier pakket sammen og kørt væk. Rytterne var for længst forsvundet og på vej videre. Men selvom bjerget er blevet tømt, er der noget, der bliver tilbage og aldrig forsvinder. Det, der skete, og dem, der gjorde det. Touren er så smuk, fordi den altid er vigtig. På en måde er det rart at forlade den tyngde og den historie, når det er sket. Det bor på bjerget nu. Afrundet og overstået. Selvom cykelsportens nostalgi omkring sin egen historie er overvældende umistelig, er etapeløbets natur, når det er i gang, at man skal afsted, når det er forbi hver dag. Videre, så man kan hvile, videre, så man kan vinde.



