Det grønne håb. Læs eller genlæs Theis Ørntofts forsøg på at forstå det mest presserende gennem det mest elementære.
Elementerne, der former os
Året 2020 har vist sig, som det år vi alle troede ville se ud på én måde. Men som kom til at se helt anderledes ud. I begyndelsen af året handlede det hele om klimapolitik. Skoleelever demonstrerede, Greta var blevet en ny verdensstjerne på at revse politikere og verdenseliten, og fremtiden så grøn ud. Nu trækker vi vejret gennem mundbind, og klimakampen har fået stækket sine vinger med forsamlingsforbud, haste lovgivning og hjælpepakker. Fokus har forskudt sig til de nære kriser.
Men i weekenden vandt Joe Biden kampen om præsidentembedet over Donald Trump. Og en af de første udmeldinger fra den kommende præsident var, at han vil sætte alt ind på, at få USA genoptaget i Paris-aftalen og give landet en markant stemme i den transnationale klimapolitik. På den måde gjorde Biden håbet lysegrønt igen.
Sidste år mens Australien brændte, mens Californien brændte og mens polerne smeltede, skrev forfatter Theis Ørntoft fire essays for Weekendavisen. De kredser omkring de fire elementer: Ild, vand, luft og jord. Elementerne som udgør fundamentet for vores liv her på jord.
»Ingen forstår nøjagtig hvad det er der foregår i disse år, det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt at opsummere, men flere,« skriver Ørntoft, og fortsætter med spørgsmålet »Hvornår mistede mennesket sin forbindelse til naturen«.
Det kan være svært at se denne forbindelse genskabt. Med Ørntofts ord lever vi i en sanseapokalypse, hvor det kan være svært at finde ro til at finde svar. Men et sted at begynde for at finde genskabe forbindelsen til elemneterne er ved at genlæse Ørntofts forsøg på at finde svar på det mest presserende, vi står over for, gennem det mest elementære, der findes: I luften vi indånder. I vandet vi drikker. I jorden vi står på. I solens ildkugle, der brænder på himlen.
Vandene stiger, ildebrandene fyger, orkanerne blæser og jorden skrider, og hvis man lytter godt efter, kan man høre, at det alt sammen er ord og sætninger i planetens sørgmodige sprog.
Vand er livets oprindelsessted. Men de mægtige øer af plastic, der har ophobet sig i verdenshavene, og som nu driver rundt som en slags mystiske senkapitalistiske kontinenter. Hvordan skal man overhovedet forstå dem? Som nye nationer i internationalt farvand?
»Hvor bevæger vi os hen?« spurgte Nietzsche første gang i 1881, da han erklærede Gud for død. »Er der stadig et oppe og et nede?« Nøjagtig de samme spørgsmål løber igennem vores luftige tid: Theis Ørntofts tredje essay om de fire elementer.
Hvad er jord i grunden? Det er de færreste, jeg kender, der berører den særlig ofte. Den mørke, mudrede, lerede, kalkede, sandede, stenede, tørre, uforståelige jord.
Del:
