Ild

Der findes et stadie tidligt i menneskelivet, et barnligt stadie, hvor man oplever verden så frit og ufiltreret, som det er muligt. Den fremstår for én som et tåget virvar af farver, varme, bevægelser og lugte, og man betragter det hele med store øjne, rækker ud efter tingene, uden at vide, de er ting, vender sig om efter lyde, uden at vide, de er lyde. Som årene går, bliver dette ydre kaos gradvist forvandlet til en håndfast og stabil indre verden. Det sker med sprogets opståen; i begyndelsen stiller man en række simple spørgsmål, ledsaget af en pegende finger og et åbent ansigtsudtryk: Hvad er det? Det? Det? – og efterhånden som man er blevet fyldt op med svar, begynder sproget en dag at spire frem.

Ord og lyde skyder op i hjernen, betydninger krydsbestøver hinanden, længere og længere spørgsmål gror sammen med mere og mere indviklede svar, sproget vokser frem i hjernen som en vidtforgrenet grammatisk jungle, en særlig menneskelig koordering grundlægges, og endelig en dag kan man forstå og tale om verden sammen med de andre mennesker. Denne rejse, fra det elementære ind i det komplekse, og fra biologien ind i kulturen, synes ikke kun at være en rejse, der bestemmer det individuelle livs bane. Den synes også at gælde for vores samfund. Hele vores kulturelle udviklingshistorie, fra småflokkene af abemennesker der vandrede udsatte omkring på savannen efter føde og tryghed, til de første simple agerbrug, over 1800-tallets industrialisering med dens dampmaskiner og rygende stålfabrikker, og frem til vore dages algoritmebaserede, abstrakte netværksøkonomier, synes også samfundene at have udviklet sig imod det mere komplekse.