Ugens politiske begivenhed bliver torsdagens fremlæggelse af forslag til finanslov og præsentation af regeringens økonomiske redegørelse.
Tidspunktet er usædvanligt, for den slags bliver normalt ordnet om efteråret, men på grund af valget og den lange regeringsdannelse falder det noget omvendt.
Derfor er en tredjedel af året også gået, når finansloven på et tidspunkt bliver vedtaget, og alene af den grund skal man næppe vente de store sensationer i regeringens forslag. Det vil i ekstraordinær grad leve op til den noget slidte betegnelse »folkestyrets husholdningsbudget«.
Man kan godt antage, at der bliver meget få penge at forhandle om. Ikke mindst fordi man på grund af det skæve tidspunkt allerede har disponeret til akutpakker, inflationshjælp og Ukrainefond. Ting, som regeringen med en vis ret kan regne med som allerede afhandlet finanslovsstof.
En lille forhandlingsramme er næppe den bedste invitation til brede forhandlinger om finansloven. Partier uden for regeringen plejer helst at ville fylkes omkring gavebordet. Men alligevel er det en anledning for regeringen til at vise, at man til trods for eget flertal lever op til sit erklærede mål om et bredt samarbejde. For selvom der har været brede flertal om Ukrainefond og inflationspakke, skygger hurlumhejet om bededagen for det meste og efterlader kun billedet af en regering, der tonser sin vilje gennem uden hensyn til indvendinger.
Det er dog ikke kun manglen på penge, der kommer til at stå i vejen for fredsommelige forhandlinger om finansloven. Både den røde og den blå opposition er stadig i gang med at finde en attitude til SVM-regeringen. De Konservative, som længe overvejede at indtræde i regeringen, erklærede mandag nærmest åben krig. I et interview med Altinget opfordrede finansordfører Rasmus Jarlov Venstre til at vende hjem til blå blok, og sker det ikke:
»Så er vi jo nødt til at føre en hård kampagne mod Venstre. Vi er i opposition til den regering, Venstre har valgt at være en del af. Og så er det klart, at vi ikke længere er Venstres højre hånd. Så er vi modstandere. Det er rigtig ærgerligt, for vi har ikke et ønske om konflikt. Men når de går sammen med hovedmodstanderen i Socialdemokratiet, så står vi over for hinanden,« sagde han blandt andet.
Det kunne Venstre-folk måske indvende et og andet imod. Eksempelvis billedet af De Konservative som evigt loyale i makkerskabet. Var der ikke noget med pludselig og uvarslet konkurrence om at være blå statsministerkandidat, da det trak op til valg?
Uanset mulige indvendinger er det ikke et varsel om stor samarbejdsvilje fra blå side. Og fra den røde fløj ser det ikke meget bedre ud. I lørdagens Politiken gik Enhedslistens Pelle Dragsted til angreb på regeringens økonomiske politik og argumenterne bag reformambitionerne.
»Det er et politisk valg, og det er lidt af et svindelnummer i forhold til, hvad man lovede befolkningen, da man lavede velfærdsreformerne og hævede pensionsalderen. Dengang sagde man jo, at det ekstra råderum skulle bruges på velfærd. Men regeringen vil nu bruge syv milliarder på at sænke skatterne, som man i stedet kunne have brugt på at sikre kommunerne, så velfærden fulgte med velstanden,« sagde Dragsted.
Med Dragsteds og Jarlovs udfald kan det se broget ud for regeringens ønsker om brede forlig. Og især Enhedslisten har formodentlig grund til bekymring.
På sidste uges kommunalpolitiske topmøde i Aalborg varslede Mette Frederiksen noget af et velfærdspolitisk paradigmeskift.
»Hvis vi reducerer velfærd til blot at være en 'serviceydelse'. Så bliver vi ikke alene åndeligt fattigere. Utilfredsheden med velfærden vil også stige. Det vil sætte sig i en faldende opbakning til det universelle velfærdssamfund. Så vi må spørge os selv: Taler vi i for høj grad om en velfærdsstat, der skal levere en service? Frem for om et velfærdssamfund, der bygger på engagerede medborgere? Velfærd kan ikke være en transaktion. Det er et personligt ansvar. Lad os tale mere om det. Og om at drage omsorg for hinanden. Om at engagere os i fællesskabet,« sagde Mette Frederiksen.
Det er i al sin enkelhed et varsel om et opgør med tankegangen om, at velfærd måles i den offentlige sektors størrelse, og at problemer kan løses med flere penge, flere regler, flere rettigheder. De er en målsætning om, at civilsamfundet kommer til at fylde mere. Og dermed er tænkningen ikke blot et opgør med Socialdemokratiets og venstrefløjens klassiske tilgang. Det er også et opgør med den liberalistiske fritvalgspolitiks markedsgørelse af velfærdssamfundet. Det er en næsten værdikonservativ tænkning om »mindre stat, mere samfund«.
Og det er måske kondensatet af det egentlige paradoks ved SVM-regeringen. Det er en midterregering uden De Radikale og en konservativ regering uden De Konservative.
