Jason Atta Kwei Ardays død sidste uge satte et abrupt punktum for et ungt liv og en kraftig mediestorm. Som den yngste sorte professor i Cambridge Universitys historie blev han hædret som en helt og tildelt æresdoktortitler og poster i diverse akademiske fora. Hans menneskelige meritter som superløber og velgørenhedsudøver blev hyldet som positive attributter for en populær superstar-akademiker.

Da medierne begyndte at skrive kritisk om Arday som en lystløgnende posterboy med plagiatsager og tvivlsomme akademiske kvalifikationer, vendte bøtten. Faldet fra den universitære højbastion gav ørenlyd. Venner, kolleger og åndsfæller ser nu Ardays død som et martyrium, en konsekvens af mediernes heksejagt og højrefløjens euforiske, men vildledte udskamning af wokeismens uvæsen. Eller som Arday selv påpegede ved tidligere kritiske undersøgelser af hans meritter: som udslag af en udbredt, systemisk racisme.