En profeti: Denne bog får ikke den store betydning for amerikanernes syn på deres præsident – og det skyldes vel at mærke ikke de to forfatteres journalistiske kvaliteter. I år finder vi næppe en bedre bog om Donald Trumps endnu langtfra fuldførte anden præsidentperiode. Maggie Haberman og Jonathan Swan, journalister på The New York Times, gør således et forbilledligt arbejde med at komme så langt som muligt ind i Det Hvide Hus. Til tider er det ligefrem, som om journalisterne selv er til stede ved nogle af de mest afgørende møder.

Det kan undre, hvordan det lader sig gøre. Haberman og Swan fortæller, at de har foretaget over tusind interviews, ofte til »dyb baggrund«, som det hedder, når der er løfter om anonymitet. Og skønt de skriver, at Trumps stab i den anden periode holder langt mere tæt, er bogen i sig selv et vidnesbyrd om, at det næppe kan være helt sandt. Der må være en del, hvis loyalitet over for chefen ikke altid er lige lufttæt.

Sjældent har en bog haft så meget baggrundsstof at trække på, og dog alligevel sagt så lidt nyt. Arkivfoto: Doug Mills, Scanpix

Det sidste ved Trump nok godt, og hans egentlige styrke er vel, at han er ligeglad. Det rører ham ikke længere, hvad journalister fra USAs mest berømte avis skriver om ham – og derfor heller ikke, hvad hans nærmeste medarbejdere afslører i mørke parkeringskældre. Det rører næppe heller den del af offentligheden, som ikke allerede foragter Trump. Pressens autoritet er endnu en institution, han har ødelagt.

Den historie, de to journalister fortæller, handler om forskellen på hans første periode som præsident fra 2017 til 2021. Det ironiske er, skriver de, at havde Trump vundet i 2020 – hvilket han som bekendt stadig hævder at have gjort – ville han have været stækket fra begyndelsen. Han var upopulær som følge af håndteringen af pandemien og var omgivet af folk, der i højere grad forsøgte at skærme befolkningen mod hans forfængelighed og groteske indfald.

HABERMAN OG SWAN SKRIVER, at det var Trumps totale benægtelse af virkeligheden, der støbte fundamentet for hans comeback. Ingen andre spåede ham mange chancer. Heller ikke dem, som nu påstår noget andet. De fire års udlændighed i Mar-a-Lago i Florida gav ham tid til at forberede sig på en ny tid som præsident. Her beredte retssagerne mod ham og det øresnittende attentatforsøg vejen hos vælgerne. Trump forstod, at han måtte omgive sig med totalt loyale rådgivere, og at han kunne tillade sig at gå længere end nogensinde – uafhængigt af Kongressen, pressen og loven.

Sandheden måtte heller ikke komme på tværs. Før Trump hyrede sin stab, forhørte han dem om, hvordan de forholdt sig til valgresultatet i 2020. Som han sagde sidste sommer: »Før var jeg jaget, nu er jeg den jagende.« Han lagde ikke skjul på, at han ville bruge justitsministeriet til at gå efter sine gamle fjender.

Jerome Powell, formanden for den amerikanske centralbank, citerer Stalins berygtede chef for det hemmelige politi, Lavrentij Berija, efter at Trump ad alle mulige absurde omveje forsøger at få Powell fyret, fordi denne nægter at sætte renten ned: »Vis mig manden, og jeg skal finde forbrydelsen.«

At Trump selv og hans familie kunne blive beskyldt for korruption, blev han også tiltagende ligeglad med. Han tog gladeligt imod et fly – et »flyvende palads« til 400 millioner dollar – fra Qatar. Og så modtog hans to ældste sønners nystartede kryptovirksomhed en milliarddonation fra Forenede Arabiske Emirater, som havde stor interesse i en chipteknologi, kun Trump havde bemyndigelse til at sælge. Som præsidenten siger: »Jeg fandt ud af, at alle var ligeglade, og at jeg havde fået tilladelse.«

Regime Change slutter med et vanvittigt interview med præsidenten fra foråret, hvor han glæder sig over en observation, som en historiker, kalder Trump ham (det viser sig at være hans Mar-a-Lago-golfvens caddie), indvier ham i: Trump skulle angiveligt have mere magt end selv de mest magtfulde skikkelser i historien. Fra Cæsar til Napoleon, ja selv mere magt end Hitler, Stalin og Mao. Han føler sig beæret.

For danske læsere skuffer det, at der stort set intet er med om Trumps geopolitiske bestræbelser på Grønlands vegne. Vi ville gerne have at vide, hvor langt fremme tankerne om en egentlig invasion har været, og hvem der fik talt ham fra det.

Der står heller ikke meget om, hvordan Trump med held har eroderet NATO, eller om de europæiske lederes uværdige forsøg på at gøre deres hoser grønne i Det Ovale Værelse. Vi europæere må nok leve med, at selv journalister på The New York Times ikke går op i det samme, vi går op i; de har nok i de skader, Trump gør på USAs egne institutioner.

DET ER EN SVAGHED ved Regime Change, at den næppe fortæller noget, den nogenlunde velorienterede læsere ikke i store træk allerede ved. Her lider de to journalister under, at ingen præsident har været så gennemlyst som Trump; skandalerne er så talrige og enorme, at det er vanskeligt at lægge mere oveni udover detaljer.

Til gengæld trækker bogen de mange sager sammen på en måde, så man forstår Donald Trump bedre. Man forstår også bedre den ret lille samling af loyale følgere, som får hele MAGA-bevægelsen til at hænge sammen – fra den krigstrætte podcastvært Tucker Carlson til verdens rigeste mand Elon Musk og udenrigshøg og senator Lindsey Graham.

Her er den afdøde Charlie Kirk afgørende. På mange måder er det den unge stjernedebattør fra bevægelsen Turning Point, som han selv stifter, der forener patrioterne, de kristne, de unge mænd, de techglade, de isolationistiske og venstrefløjshaderne i en og samme person.

Det er Trumps søn Donald Trump Jr., der tilbage i 2016 opdager Kirk og introducerer ham for sin far. Og det er Kirk, der overbeviser Trump om at vælge vennen J.D. Vance som vicepræsident. Da Kirk blev dræbt sidste år, gik noget itu i MAGA. Den opløsning, vi ser efter Irankrigen – ikke mindst mellem Tucker Carlson og præsident Trump – er en konsekvens af mordet på den karismatiske, unge leder, og her er forholdet til Israel afgørende. 

Ingen kan længere holde sammen på en bevægelse, der altid har været en aparte gevækst. Eller én kan måske. Det må blive Vances store opgave, skønt vi forstår, at Trump egentlig holder mest af sin udenrigsminister, Marco Rubio.

Man skal læse Haberman og Swans bog, fordi den leverer hovedhistorien i alle sine enkeltdele – og for de mange anekdoter, som giver en forståelse for, hvordan præsidenten tænker, og hvorfor han er blevet valgt to gange. Som eksempelvis den om META-direktør Mark Zuckerberg, der kommer til Mar-a-Lago for at fedte sig ind hos den kommende præsident, som han efter stormen på Kongressen ellers udelukkede fra Facebook.

Da Zuckerberg har sat sig, spiller Trump »The Star-Spangled Banner« på sin iPad, hvorefter Zuckerberg straks rejser sig op og lægger hånden på hjertet. Men det er en særlig version af den amerikanske nationalsang. Den bliver sunget af J6 Prison Choir – 20 mænd, der blev fængslet for deres medvirken til overfaldet på Kongressen 6. januar 2021. Ingen har en mere mesterlig sans for ydmygelsens kunst.

Maggie Haberman og Jonathan Swan: Regime Change: Inside the Imperial Presidency of Donald Trump. 496 sider. 319,95 kr. hos Saxo. Simon & Schuster.