Den performative krig

FOR mange iranere og israelere må det være mærkelige dage: Krigen er slut, og det er tydeligt for alle, at hverken USA eller Israel opnåede noget af det, der var målet. Over 6.000 mennesker blev dræbt, de fleste i Iran og Libanon, hele den iranske ledelse elimineret, og iranerne står nu stærkere. I hvert fald de iranere, der mener, at konflikten med Vesten er en gudgiven skæbne, der også giver dem ret til at massakrere civile iranere igen og igen. Men der er absolut intet i Donald Trumps erklæringer, der antyder, at Amerika har tabt – eller i det mindste ikke vundet.

TRUMP udtaler sig lige så bombastisk, som han hele tiden har gjort. I begyndelsen krævede han »betingelsesløs overgivelse«. Da den nye iranske ayatollah forsvandt, lød det, at Trump »præcis ved, hvor den såkaldt øverste leder gemmer sig«. Efter flere dages angreb, som ville »knække« Iran, lovede han nye angreb med »en langt større styrke end det, der blev set i aften«, som igen mindede om det tidligere løfte om, at »en hel civilisation vil dø i nat«. Han talte om militærets ufattelige »præcision, hastighed og dygtighed«, og når amerikanerne tydeligvis var rådvilde, sagde han: »Vores tålmodighed er ved at slippe op.« Da våbenhvilen endelig blev aftalt, havde krigen været »en spektakulær militær succes«, hvilket mindede om hans forsikring om, at Irans atomprogram sidste år blev »fuldstændig og totalt udslettet«. Resultatet af de amerikanske angreb var klart for enhver: »Der vil enten være fred, eller der vil være tragedie for Iran.« Til sidst gratulerede han alle os andre med sin egen indsats: »Tillykke, verden, det er tid til fred!«