Tænk selv

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Vi lever i det vilde vesten, hvor lovløshed og forvirring hersker. Sådan føles det i hvert fald, hver gang vi begynder at tale om kunstig intelligens. Så sent som denne uge blev en journalist på Berlingske hjemsendt, efter at det blev afsløret, at en artikel både indeholdt navne på ikkeeksisterende forskere og fiktive citater.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, forklarede efterfølgende sine læsere, at den pågældende medarbejder har brugt et internt AI-redskab i strid med avisens »meget klare retningslinjer for arbejdet med AI«. Men i en artikel i fagbladet Journalisten hæftede Peder Hammerskov, leder af Center for AI ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, sig ved, at fejlen var en, som mange kunne have begået.

»Så længe det er så ny en teknologi, som vi ikke rigtig forstår endnu, og som vi ikke rigtig har blik for, hvor svært det er at være kritisk over for, så tror jeg, det kan ske for mange. Og det vil ske igen. Når det kunne ske for NYT for en måned siden, og når de kan fucke op på både Berlingske og Politiken, så kan alle jo komme til det,« sagde han.

Sagen fik mig til at tænke på historikeren Eric Hobsbawms hovedværk om den vestlige verdens udvikling fra 1789 til 1991, hvori han gør plads til en kort parallelfortælling om et i dag stort set glemt erhverv, nemlig linnedvæverne. Med opfindelsen af motorvæven og fabriksspinding blev håndarbejdet brat erstattet af maskiner og de arbejdere, som fik til opgave at betjene dem. Hobsbawm begræder sådan set ikke udviklingen, men han gør stilfærdigt opmærksom på de menneskelige konsekvenser af den industrielle revolution.

Jeg tænker ustandseligt på, hvem der er vor tids linnedvævere, for lige nu er der langtfra enighed om, hvad det er for nogle jobfunktioner, der vil ændre karakter eller helt vil forsvinde som følge af kunstig intelligens.

Til gengæld virker det til, at der er behov for, at hver eneste branche og virksomhed selv udstikker meget klare regler og retningslinjer for AI. Men det er ikke nok: Der er også brug for, at vi tager en større og vigtigere diskussion om, hvilken rolle vi ønsker, at kunstig intelligens skal spille i vores samfund. Og den diskussion starter allerede i grundskolen. For mens debatten om arbejdsmarkedet nok altid vil blive afgjort af, hvad der er mest effektivt, så må uddannelsesdebatten handle om, hvad det er for nogle borgere, vi i fremtiden ønsker. Hvad skal de kunne? Og hvad kan de uden større problemer aflære?

Flere og flere elever indrømmer, at de regelmæssigt benytter sig af ChatGPT til at løse deres skoleopgaver, underviserne har også bemærket det og er frustrerede. De efterlyser politiske tiltag, der kan håndtere sprogmodellerne. Samtidig er kreative kræfter som tegneren Anders Morgenthaler også bekymret. Han efterlyser et nationalt AI-beredskab og måske ligefrem et AI-ministerium, der kan løfte denne akutte dagsorden.

Nu eksisterer Digitaliseringsministeriet jo allerede. Men man kunne overveje en ministeriel navneændring for at understrege prioriteringen. Der er i hvert fald akut brug for, at ansvarlige mennesker forholder sig til, hvordan vi i fremtiden skaber borgere, der kan forholde sig kritisk og kvalificeret til den allestedsnærværende teknologi.

Helt afgørende bliver det, at eleverne lærer at tænke. Og det kan de kun, hvis de fra første skoledag bliver mødt med utvetydige retningslinjer for brug af kunstig intelligens og en nultolerance over for at bryde dem.

Den teknologiske revolution, vi lige nu gennemlever, er mindst lige så omkalfatrende som den, der fandt sted i 1800-tallet. Jobs kommer til at forsvinde; mange ting vil forandre sig. Til gengæld er vi endnu i stand til selv at formulere, hvad vi synes, mennesket er og skal kunne. Det skal vi udnytte.