Tilbage i december begyndte et storhedsvanvid at tage form i mig. Følelsen var ny for mig, i hvert fald i dét omfang. Selvfølgelig har der igennem årene været situationer, hvor jeg har følt mig særligt cool, der var da for eksempel den sommer, hvor jeg til byfestens officielle cykelløb plantede min direkte rival midt på Hørup Bakke og kørte alene i mål, fuldt ud forventende en byge af beundring fra alle sider. Der var bare, viste det sig ret hurtigt, ingen andre, der gik op i det, og ud fes den boblende følelse af storhed.

Nej, det er ikke rigtig noget, jeg har døjet med. (Omend der er, det ved jeg, personer i min omgangskreds, som, fejlagtigt, helt misforstået, vil påstå det modsatte: at storhedsvanvid i virkeligheden er en bærende søjle i min karakter.) Men i december skete der noget. Pludselig sagde og tænkte jeg ting, som jeg umuligt kunne affeje som forsøg på at være sjov. Det var – jeg vidste det – den uforfalskede, ægte vare. Heldigvis vidste jeg også, hvad det kom af: Efter nogle år som freelancer havde jeg lige inden jul landet en fast stilling her på avisen, og det var, åbenbart, for meget for mit ego.