Smørrebrødet er ikke overraskende en bog om smørrebrød, men også en bog om Søren K. Villemoes selv, hvorfor man med fordel kan begynde på side 38, hvor de værste markører er afviklet. Dér starter løjerne for alvor i form af en serie causerende opskrifter, som man dels bliver sulten af, dels fornøjes så meget af, at man nødvendigvis må have snaps til silden og hilse på forfatteren. Man bliver simpelthen sulten efter smørrebrød.

Bogens glædelige baggrund er jo smørrebrødets genkomst på scenen, den gastronomiske scene, hvad der har betydet et revolutionerende kvalitetsløft på landets restauranter. Det er forfatterens nationalromantiske ambition at skrive smørrebrødet sammen med intet ringere end det danske, som er »noget, man fornemmer, føler og smager«. Villemoes fortsætter: