Materielt. Abstrakte billedtæpper på Statens Museum for Kunst og myldrende skildringer af roma-liv formet i stof på Charlottenborg: to helt forskellige punkter på tekstilkunstens spektrum inden for en radius på knap en kilometer.
Fælles stof
Tekstilkunst fylder påfaldende mere på museerne i disse år. På Frederiksborg Slot kan man fra slutningen af marts se gobeliner fra starten af 1900-tallet, mens Koldinghus er midt i en storstilet produktion af nye gobeliner skabt af samtidskunstnere. Brandts i Odense og Sorø Museum viste for nylig udstillingen Nål & tråd, og det vrimler med udstillinger med lokale tekstilkunstnere på mindre museer og udstillingssteder. De store blockbusterudstillingers tid er ude, og de nye temaer på museerne er natur, kvinder, oversete momenter i kulturhistorien og et større fokus på det lokale og alle de ufortalte historier, som gemmer sig i samlingerne.
Tekstilkunst er en både overset og overvejende kvindelig kunstform, og mens Anna Thommesens abstrakte tæpper vokser ud af naturen, giver Malgorzata Mirga-Tas’ kunst stemme til romaerne, en af de mest miskendte befolkninger i Europa.
Del:



