Anmeldelse: Den mørklagte musik. Henrik Engelbrechts bog om musik under Besættelsen er ikke vellykket. Alligevel må den anbefales, fordi den fortæller så meget nyt.
Nye toner
Forskningen i besættelsestiden har vokset sig stor, bred og varieret; der er ingen periode i moderne dansk historie, der er skrevet så meget om som de fem forbandede år. Vi har for længst passeret de 10.000 titler, hvis man medregner skønlitteratur, erindringer og faghistoriske fremstillinger. De temaer, som forskningen har kastet sig over, har dog ændret sig over tid: Siden slutningen af 1990erne har historikerne eksempelvis vist indgående interesse for de udgrænsede grupper – fra SS-frivillige til tyskerpiger – og naturligvis for de danske nazister, der også fylder meget i Henrik Engelbrechts Den mørklagte musik.
Det generelle fokus i forskningen har også ændret sig. Mens den traditionelle politiske historie har domineret i generationer, har flere og flere forskere i nyere tid rettet opmærksomheden mod kulturhistoriske aspekter. Således er der de seneste år udgivet et værk om film under Besættelsen, og sidste år så en vellykket afhandling om periodens bogcensur dagens lys. Mærkværdigvis har ingen kastet sig over musikken under Besættelsen før Engelbrecht. Forfatteren tilgår – som tidligere musikchef i Tivoli og forfatter til flere roste bøger om opera – emnet med en solid faglig indsigt i musikkens verden.
Del:
