Noget af det mest afslørende ved den danske debat om Grønland og USA i de seneste dramatiske uger er ikke uenigheden. Uenighed er sund. Det afslørende er, hvor hurtigt diskussionen kan kollapse til et moralsk rollespil. 

Enten er du hård – eller også er du svag. Enten markerer du dig – eller også kryber du. Opfordring til diplomati bliver mistænkeliggjort som eftergivenhed. Som om dialog er noget, man tyr til, når man har tabt. Som om stormagter reagerer på stemmeføring snarere end på magtforhold.