Læserbreve

Drop Grønland

Kaare Schmidt, abonnent

Anna Libak påpegede for nylig i Deadline, at grønlænderne har åbnet kontor i Beijing med henblik på udvinding af sjældne jordarter i Grønland. Hvad er sandsynligheden for, at USA vil tillade det?

Grønlænderne kommer til at ligge, som de har redt, og må selv tage konsekvenserne. Men problemet er, at de drager os ind i det. 

Lad mig derfor sige det ligeud: Vi kan derfor ikke slippe af med Grønland hurtigt nok.

Trump er ved at gøre os en kæmpe tjeneste. Vi har udelukket os selv fra noget som helst udbytte af grønlandske værdier og har kun udgifter og internationalt bøvl og må endda høre på, at de kalder os folkemordere, undertrykkere, racister, kolonialister og det, der er værre. De skal da så absolut have fornøjelsen af at opleve »Daddy’s« måde at håndtere tingene på.

Vi bør tage imod Trumps gamle tilbud om at købe Grønland. Det er vi desværre nok for pæne til. Og en folkeafstemning vil selvfølgelig afvise USA. Så den elegante vej ud er at lade Grønland blive helt selvstændigt. Så skal deres kontor i Beijing nok sørge for, at Trump står der allerede samme aften. Kontor eller ej, han behøver jo ikke en undskyldning eller nogen form for retfærdiggørelse eller Kongressens godkendelse eller FN-mandat eller noget for at gå til makronerne. Når han kan styre Venezuela, som ikke engang har overgivet sig, så vil et kompagni grønne baretter i Nuuk være nok, når NATO inklusive Sirius-patruljen bakker ud.

Tænk, at vi bringer os selv i en situation, hvor vi skal til at påkalde os NATOs musketered og anmode USA om at forsvare os mod USA. Vi opnår støtteerklæringer i Europa, men bringer dermed også vore sande venner ud i uføret. Vi har intet at vinde og kan kun tabe – på den ene eller anden måde.

Begrib det og lev med det!

At give slip

Ole Aagaard Olsen, pensioneret tandlæge og psykolog

Christian Hjortkjær, ph.d., forfatter og højskolelærer, råder her i avisen de unge til at give slip. En del af hans kritik af skam, angst og selvforvaltning rammer godt. Men hans hovedråd om at give slip med henvisning til Kierkegaard forekommer tomt – og dermed paradoksalt nok yderligere angstfremkaldende – fordi det løsriver bevægelsen fra det forhold, der hos Kierkegaard netop gør den afgørende.

Hos Kierkegaard er det ikke i sig selv frelsende at give slip. Bevægelsen får først sin betydning af det, man overgiver sig til. At give slip uden dette forhold ender let i resignation – en bevægelse, der nok kan øves som stoisk ro, men ikke som den forpligtelse og selvansvarlighed over for det givne og budte, der giver håb og bærekraft.

Når Kierkegaard taler om troens spring, er det et spring ud af selvet. Egentlig ikke en forsoning med det, man er, men langt mere med det, der har sat selvet. Henviser man til Kierkegaard, bør det fastholdes, at overgivelsen hos ham altid er konkret: rettet mod Jesus Kristus. Denne Jesus snyder Hjortkjærs tekst de unge for. Med Hjortkjærs Kierkegaard står de i den sidste ende derfor fortsat alene med opgaven at bære sig selv – nu blot med færre illusioner om, hvad de selv magter, og om, hvad rent menneskelige fællesskaber magter.

Derfor er spørgsmålet ikke, om unge mennesker har brug for mindre kontrol, men om man kan opfordre dem til at give slip uden samtidig refleksion over, i hvis hænder de egentlig overgives. Et kierkegaardsk slip, der ikke munder ud i overgivelse til Kristus, ender ikke i frihed, men i en mere stilfærdig – og langt vanskeligere gennemskuelig – form for fortvivlende selvansvar og fællesskabsansvar. Også enhver ung har for længst lært på egen krop og sjæl, at det at være menneske også er at svigte – hvilket Kierkegaards Jesus Kristus netop aldrig gør. At finde modet til at tro på det er det afgørende.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg og læserbreve på opinion@weekendavisen.dk