»Brugbarheden af ubrugelig videnskab«. Under den titel skrev underviseren Abraham Flexner i 1939 et berømt essay. Flexner, som var en af grundlæggerne af Institute for Advanced Study i Princeton, mente, vi skulle stoppe med spørge til forskningens anvendelighed. I stedet skulle den rå nysgerrighed have lov at regere på universiteterne.

Det er The New York Times-skribenten Katrina Miller, som har støvet Flexners tekst af, og anledningen er forrige uges Nobelpriser. Miller ser nemlig et mønster. De tre videnskabspriser gik til slow science. Pionérarbejde, som strakte sig over årtier, uden at nogen stressede dem med et »og hvad skal det så bruges til?«. Alligevel førte opdagelserne på sigt til CO₂-fangst, kvantehardware og håb om en kur mod autoimmune sygdomme.