Det er oktober, og Frederiksbergs smukke karreer er oplyst af den lave efterårssol. Jeg finder nummer 14, skal mødes med Gry Stokkendahl Dalgas for at tale om hendes debutroman Calluna. Heri møder vi 1800-tallets store mand, ingeniørofficer Enrico Mylius Dalgas; et ambitiøst menneske, der lod Jylland opdyrke og tilplante, anlagde hovedveje og skabte et brødfødende landbrug ud af den bare natur.

I Gry Stokkendahl Dalgas' bog forfølger en ung, nedbøjet jegfortæller sin blodsbeslægtethed med den berømte hedebetvinger, der på en og samme tid var betaget af naturen og satte sig for at drage maksimal nytte af den. Er det mon af gamle Dalgas, vi har lært, at arbejdet er en national pligt, der vejer tungere end hensynet til både naturen og den enkeltes ve og vel?