Kommentar. I Danmark har vi en vanvittigt dygtig oversætterskare, der beriger os med den ene velskabte klassikerfordanskning efter den anden. Men er oversætterne for forsigtige?
Vi skal oversætte vildere
I sidste uge lancerede Tine Roesen et frontalangreb på den fordækte genudgivelse af gamle oversættelser, som hun døbte en »parasitær virksomhed«, der ikke bringer noget nyt til litteraturen. For mig er det et symptom på et langt større problem. Der har sænket sig en forsigtighed over dansk oversættelse. En ting er, at gamle tekster genoptrykkes, men selve oversættelsesgenren risikerer at blive forældet, hvis den ikke udfordres af eksperimenter, der leger med formatet og udpeger nye muligheder for, hvad oversættelse kan og bør være.
Når jeg begynder på en ny oversættelse, tager jeg gerne en indledende passage og oversætter den på forskellige måder, fem, ti, 15 gange, før jeg lægger mig fast på, hvilken stil jeg vil anlægge værket igennem. Det minder mig om mængden af tangenter, jeg har at spille på; det udvider rammen og udfordrer automatikken. Og det er også det, oversættelser bør gøre mere generelt: bringe noget nyt til det danske sprog og sprænge vores sans for, hvad litteratur er.
Del:
