Anmeldelse: Gerontocracy in America: How the Old Are Hoarding Power and Wealth – and What to Do About It. Engang var USA de unge ideers land, men i dag ligger den politiske magt i skødet på landets oldinge.
Verdens rigeste plejehjem
Ved en forelæsning i Boston i 1844 holdt forfatteren og filosoffen Ralph Waldo Emerson sig ikke just tilbage. »Det her er fremtidens land!« udbasunerede han og fortsatte: »Et land præget af begyndelser, projekter, planer og forventninger.« Og til ungdommen lød opfordringen: »Lyt til jeres hjerter, og vær dette lands adel!«
Noget anderledes ser tingene ud i dag, hvor USA ifølge den amerikanske historiker Samuel Moyn er underlagt et gerontokrati, oldingevælde. I sin nye bog Gerontocracy in America beskriver Yale-professoren, hvordan en republik, hvis kulturelle tiltrækningskraft altid har haft ungdommen som centrum, blev til et land, hvor de ældste sidder på magten. I USA bæres politikerne ligkolde ud af deres kontorer, bogstavelig talt: I 2010 døde 92-årige Robert Byrd, siddende demokratisk senator fra West Virginia siden 1959.

