ZZZ. Glem de forlods berømmede fornærmelser af hendes akademifjender. Suzanne Brøggers nye dagbøger skal læses som forfatterens frihedsbrev til sig selv.
Vendepunktet
Man kan jo vælge at fokusere på de personlige fjendskaber i den litterære lilleverden, når man læser Suzanne Brøggers dagbogsoptegnelser gennem tyve år (sådan som Information gjorde på forsiden i sidste uge) – men hvis man forlæser sig på den tabloide vinkel i En forfatters dagbog 2010-2020, går man glip af bogens egentlige kvaliteter.
At forfatteren kalder (nu forhenværende) kolleger og meningsmodstandere fra Det Danske Akademi for Gøg og Gokke (Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen) er i bedste fald forbigående morsomt, men blottet for litterær fornærmelseselegance; langt sjovere er det, når hun betegner dem med jiddische udtryk for tosser og tåber, meshugge og schlemiel. Ligeså med Marianne Stidsen. Handskedukken og Stridsen? Det må hun kunne gøre bedre, og ja, det kan hun: »Stridsen missekatter mig. Falsk.« Skånselsløst og iskoldt.
Del: