ZZZ. Glem de forlods berømmede fornærmelser af hendes akademifjender. Suzanne Brøggers nye dagbøger skal læses som forfatterens frihedsbrev til sig selv.

Vendepunktet

Man kan jo vælge at fokusere på de personlige fjendskaber i den litterære lilleverden, når man læser Suzanne Brøggers dagbogsoptegnelser gennem tyve år (sådan som Information gjorde på forsiden i sidste uge) – men hvis man forlæser sig på den tabloide vinkel i En forfatters dagbog 2010-2020, går man glip af bogens egentlige kvaliteter.

At forfatteren kalder (nu forhenværende) kolleger og meningsmodstandere fra Det Danske Akademi for Gøg og Gokke (Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen) er i bedste fald forbigående morsomt, men blottet for litterær fornærmelseselegance; langt sjovere er det, når hun betegner dem med jiddische udtryk for tosser og tåber, meshugge og schlemiel. Ligeså med Marianne Stidsen. Handskedukken og Stridsen? Det må hun kunne gøre bedre, og ja, det kan hun: »Stridsen missekatter mig. Falsk.« Skånselsløst og iskoldt.

krot
(f. 1964) skriver litteraturkritik, kommentarer og journalistik. Han har skrevet en række essaysamlinger om litteratur, kultur, politik, rejser m.m., blandt andet 'Kvinde på Dronning Louises Bro', 'Frisk fisk til inkaen', 'Den nøgne maskine', 'Soldatens år', 'Ord og handling', 'Det der var' og 'Flugten til Europa', 'Den druknede dreng' om flygtningekrisen som motiv i samtidslitteratur og kunst og senest 'Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur'. Desuden tilrettelægger og programvært på radioprogrammer og podcasts til DR P1 og P2.

Andre læser også