Den sidste tid

Åbenhjertigheden er usentimental, nøgtern og brutal, når Ritt Bjerregaard i sine erindringer ser ind i den sene alderdom og det sorte, sidste punktum, som ikke lader sig overvinde. Gravstedet er bestilt, økologiske æbletræer af sorten »Ritt Bjerregaard« plantet, plads afsat til to økologiske kister til hende og ægtemanden, historikeren Søren Mørch. De to var »enige om, at ormene skulle have lov til at fornøje sig med os, så vi kunne blive til jord«.

Meget ritt’sk skrevet, smukt åbenhjertigt, hendes gud staves af de bogstaver, man anvender, når man skriver dennesidig. Dette særlige ritt’ske syn på verden og hende selv gælder også i beskrivelserne af, hvor meget alderdommen allerede fylder og begrænser hendes liv. Coronaen betød livsfare, for intensivafdeling og respirator ville kroppen næppe kunne klare. Cyklingen er opgivet, sangstemmen reduceret til tynde og pibende lyde. »Måske spreder kræften sig og slår mig endegyldigt ned.«