Fjerde bind af Tim Knudsens mammutværk om rigets statsministre afhandler Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen og dækker således perioden fra 1972 til 2001.

Knudsen har givet de tre statsledere samlebetegnelsen »De folkelige statsministre«. Den beskrivelse kan fint begrundes, hvis man tænker på Ankers tilknappede forgænger Jens Otto Krag (mellemspillet med Poul Hartling springer vi over) og Nyrups efterfølger Anders Fogh Rasmussen, som ganske vist var god til at læse folkestrømninger, men ikke udpræget folkelig.