Vendekåber og Stalin-orgler

Tirsdag den 19. oktober blev en speciel og temmelig minderig dag for mig. Her kulminerede nemlig den politiske forfølgelse af min person – jeg har svært ved at finde andre udtryk for det – som nu har stået på gennem seks år. For det startede ikke, som nogen måske kunne tro, med mit engagement i debatten om #metoo, Black Lives Matter og LGBT+, det jeg samlet i min nye bog, Køn og identitet, kalder for »wokeismen«. Det startede helt tilbage i slutningen af 2015, hvor jeg forsvarede min doktorafhandling Den ny mimesis på Københavns Universitet.

Kl. 11.49, 19. oktober 2021, fik jeg en mail fra en journalist på Information, der kunne fortælle, at jeg var blevet beskyldt af en ekstern lektor fra Syddansk Universitet for at plagiere i min førnævnte, netop udkomne bog. Min første tanke var: Gudskelov jeg lige havde nået at sende et nyt debatindlæg afsted til Politiken samme morgen om det helt igennem forfærdelige pres, transaktivister og andre lægger på sundhedssystemet for så hurtigt som muligt at få raske og sunde børn i hormonbehandling, så de kan blive transformeret til fremtidens nye idealbillede: det køns- og identitetsløse menneske. Ingen diskussion er vigtigere lige nu. Og den må ikke blive afsporet. Så derfor er det følgende også det sidste, jeg har at sige om min egen sag, som jeg netop regner for et rent politisk motiveret forsøg på at aflede opmærksomheden fra de meget, meget uhyggelige ting, der sker i vores samfund lige nu.