Anmeldelse. I sin nye bog, Køn og identitet, udlægger lektor Marianne Stidsen woke-bevægelsens teoretiske grundlag og forklarer, hvorfor den er totalitær. Hun gør det ikke altid nemt for selv velvillige læsere at tage hende alvorligt.

Med samme våben

Mange er de ikke, de lektorer med rod i dansk universitetshumaniora, der orker at gøre op med et af tidens modefænomener, der går under samlebetegnelsen woke. Så vi bør nok glæde os over, at Marianne Stidsen, lektor, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi, nærmest ene kvinde har gjort det til en livsopgave at gå til kamp mod det, hun anser for en totalitær bevægelse, som går under bannere som #MeToo, Black Lives Matter og LGBT+, og hvis tvivlsomme aflæggere tager form af identitetspolitik, ensretning og annulleringskultur.

Når hun markerer sig i bøger og kronikker, følger altid et halehæng af opstandelse. Den nye bog giver fylde til hendes højtråbende advarsler, som næppe har skaffet hende mange venner, hverken på de bonede gulve på Rungstedlund eller, formoder jeg, på universiteternes lærerværelser.

klwi
(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

Andre læser også