Det i værste forstand mest provokerende og irriterende ved Frederik Drescher Kluths provokerende og irriterende talentfulde debutroman er titlen, I mellemtiden er vi ingen. Der må af den litterære institution kunne vedtages et mindst tre år langt moratorium for banalt dybsindige (og udybsindige for den sags skyld) sætningstitler på romaner, novellesamlinger og digtsamlinger. I ved selv, hvem der har forbrudt sig nyligst, og hvem der planlægger at gøre det i den nærmeste fremtid, men nu bliver I nødt til at komme på andre tanker. Sådan lyder instruksen, og for eksempel må jeres bog ikke hedde Sådan lyder instruksen.

Det i bedste forstand mest provokerende og irriterende ved I mellemtiden er vi ingen er, hvor absolut, totalt stenet romanen arter sig, 100 procent solidarisk med sin næsten 30-årige antihelt William. Og stenet skal en hel del af tiden forstås helt snævert som værende under indflydelse af sjov tobak. I USA opererer man med genren stoner movie, stenerfilm, dette er i den grad en stenerroman. Meget, meget lidt sker, og jo mindre, jo mere falder romanen og William og co. i endeløse staver over det.