Den skønlitterære oversætter har altid fristet en mærkelig tilværelse: essentiel og ringeagtet. På én gang uomgængelig for at forstå prosa og poesi skrevet på andre sprog end modersmålet og reduceret til et ansigtsløst, underbetalt filter. Sådan var det for 25 og 75 år siden, sådan er det i dag, og bedre bliver det næppe.

Over de kommende måneder vil vi her i sektionen sætte fokus på oversætterne og oversættelsens vilkår og udfordringer i en tid, hvor truslerne mod den menneskelige gendigtning og litterære overlevering – som én kunstnerisk meddelelse svøbt i en anden – står i kø.