Målmand. Der er for meget auto og for lidt fiktion i Malte Tellerups budskabsroman om sportens misforståede mandighed.
Undtagelsesmennesket
Danskerne elsker håndbold. Der er godt 100.000 organiserede medlemmer i klubberne, og da det danske herrelandshold spillede semifinale ved EM i januar 2022, var der ikke færre end halvanden million tv-seere.
Sportens folkestatus taget i betragtning er det påfaldende, så marginalt håndbolden er til stede i dansk litteratur. Klaus Rifbjerg skrev et digt om håndbold i skolegården i Helgolandsgade i debutdigtsamlingen Under vejr med mig selv (1956), og hans skolekammerat Niels Barfoed har i Du siger noget (2015) et herligt litterært essay, »Janne Kolling og mig«, hvor han ærgrer sig over sportens forfald.
Del:



