Vi, der har læst Frederick Marryats Den flyvende hollænder, ved, at ulve er farlige, især varulve. Hvordan det er at have en mor, der sniger sig ud af huset om natten og bliver til en hvid ulv, fortælles uforglemmeligt. Heller ikke Ulvehunden af Jack London gjorde os trygge ved ulve: De kredser omkring de frysende, der ude i vildmarken har tændt et stort bål for at varme sig og holde rovdyrene væk. Og kaste flammende grene efter dem, der kommer for tæt på. Omgivet af skinnende øjenpar skutter menneskene sig; de har ingen romantiske forestillinger om ulven.

Det har vi først fået i dag, hvor mennesket har sejret så totalt over naturen, at vi er ved at tage livet af den. Især den vilde natur, som de sidste 100 år er svundet ind til næsten ingenting, og det har vi lidt dårlig samvittighed over. For at lette den er vi begyndt at genoprette vilde naturområder, som vi lidt selvmodsigende kalder naturparker. Selvmodsigende fordi en park jo pr. definition ikke er vild natur. Og til vild natur hører vilde dyr som bævere og ulve. Men så tætbefolket, som Danmark er, sker det ikke uden sværdslag; med en bestand på omkring 100 ulve i Jylland og over 40 hvalpe født i 2025 mener mange, at grænsen er nået. Debatten mellem arge ulvemodstandere og -tilhængere raser, og Kim Hundevadts krimi Fenris vader lige ind i det minerede område.