Ud og læse om heste

Forfatter og journalist ved Weekendavisen Pernille Stensgaard har en uforlignelig evne til at beskrive mennesker og fænomener så præcist, at man så let som ingenting kan se det for sig. Jeg husker stadig hendes rammende, på én gang kærlige og ironiserende, fremstilling af Østerbro-mødre med slanke ben i yogabukser, der fik jyske bedsteforældre til at spærre øjnene op i vantro over at se så tynde ben placeret under fødedygtige hofter, i bogen Københavnere (2013). Stensgaard har en evne til at destillere og sprogliggøre sine iagttagelser, så de fremstår fuldkommen indlysende.

Den evne gør hun selvfølgelig også brug af i sin nye bog, den nonfiktive Hvad jeg ved om kvinder på heste. Bogen er bevidst ikke klassificeret som andet end nonfiktion, men den dragende tekst trækker veksler på både autofiktionen, erindringsgenren og kulturhistorieskrivningen. Udgangspunktet er personligt: Det begynder og slutter med Pernille Stensgaard selv og hendes kærlighed til og fascination af hestene. Den indledende geografiske forankring er otte kilometer og en hel verden fra Gentofte, hvor Pernille og barndomsveninden Tina bruger alle ledige stunder på den lokale gård. Tiden går med at passe, pleje og fantasere om de firbenede dyr, og når der er råd (»Alle pengebeløb regner pigeflokken om i ridetimer, den eneste valuta af reel værdi«) til at tage en ridetime hos den venlige hr. Petersen.