Tyngde­kraft

Tre dage efter at de var flyttet ind i deres nye lejlighed, sprang kvinden i lejligheden ovenpå ud ad vinduet på ottende sal. Romi var på vej tilbage fra cafeen med to caffe latte, da overboen landede på fortovet. Hun tabte posen, så kaffen sprøjtede ud over det hele, og stirrede stift på pletterne på sine sweatpants for at undgå at se på det andet. Hun hørte løbende fødder, prustende vejrtrækning, råbende stemmer. På et par sekunder var næsten 20 mennesker stimlet sammen, og den svedende mand, der gjorde rent i opgangen, havde ringet efter en ambulance. Nogen sagde, at kvinden hed Rinat eller Ronit, og en anden sagde, at hun havde set hende græde i elevatoren for et par dage siden. »Det er på grund af covid-19,« sagde rengøringsmanden, »der er mange, der begår selvmord for tiden. De har lige talt om det i nyhederne.«

Lyden af sirener i det fjerne blandede sig med vibrationerne fra Romis mobiltelefon. Det var Daniel, men hun havde ikke lyst til at fortælle ham det hele i telefonen. Hun mærkede efter på kinderne for at være sikker på, at hun ikke græd, tog en dyb indånding og gik hen til bygningen. »Hov!« hørte hun rengøringsmanden råbe, og da hun vendte sig om, sagde han: »Hvor tror du, du skal hen, unge dame? Du er vidne.« »Vidne til hvad?« spurgte Romi, »jeg så ikke noget.« Men rengøringsmanden blev ved. »Du var tættest på!« råbte han. »Se selv – hendes blod er jo sprøjtet op på dit tøj!« »Det er ikke blod, det er kaffe. Jeg tabte min kaffe,« svarede Romi. »Jeg synes, det ligner blod,« erklærede rengøringsmanden, »politiet må hellere se nærmere på det.« Romi stivnede et kort øjeblik, men da mobilen i lommen på hendes sweatpants begyndte at vibrere for anden gang, gik hun videre. »Hov!« råbte rengøringsmanden igen, men så lød det fra en anden mandsstemme: »Glem det dog. Stakkels pige, lad hende være i fred.«