Mørket falder på

Jeg har en aftale på Zoom med Karl Ove Knausgård klokken 17. Vi har skrevet frem og tilbage på mail inden da. Først havde vi aftalt 17.30, men han foreslog, at vi rykkede det til klokken 17. Jeg blev usikker på, om aftalen var dansk eller engelsk tid, men det var lige meget, begge dele passede ham godt, skrev han. Jeg afprøvede Zoom tidligere på dagen og lavede en testoptagelse, og den virkede fint, jeg fandt endda ud af, at man kan skifte baggrunden ud bag sig selv på billedet, for eksempel til en tropisk palmestrand. Jeg havde sendt Knausgård et link til mødet, men da jeg åbner mødet selv klokken 17.01, er han der ikke endnu. Jeg ser straks, at jeg stadig har strandtema i baggrunden, som jeg stresser en del over at få fjernet igen. Det lykkes. Nu er den 17.03, har han glemt det?

Jeg er ikke nervøs over dette interview, men helt klart anspændt. Knausgård er vel den største nulevende forfatter, i hvert fald den mest beundrede, fascinerende og omdiskuterede af den grund, at han har gjort noget helt radikalt; skabt et enestående litterært værk af sin egen person. Avisens lydpraktikant sagde, at hendes kæreste er ved at skrive en ph.d.-afhandling om Knausgård. Så selvfølgelig er jeg anspændt, faktisk er jeg nervøs, hvis jeg skal være ærlig. Og når jeg er nervøs, bliver jeg utjekket og fjumser for meget med tingene, jeg er gået rundt om mig selv hele dagen og fik pludselig travlt med at skrive spørgsmål ned og gøre interviewet klar. Jeg har ikke forberedt mig godt nok, selv om jeg har haft flere dage til det, og selv om det er et scoop, at vi har fået dette interview om hans nye bog før alle andre. Det er sjusket af mig. Følelsen af at sjuske med tingene giver mig fysisk ubehag, en let trykkende følelse for brystet. Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg skar hjørner, gjorde tingene halvt, udskød ting, der burde gøres nu, og det var rigtigt, det gjorde jeg. Det får jeg stadig at vide, og det er rigtigt, jeg gør det stadig. Jeg kan ikke svare godt på, hvorfor jeg er sådan, og hvorfor det er så svært at gøre noget ved det, men det ærgrer mig meget.