Slutfaseforbrydelser. Danske SS-frivillige i tysk krigstjeneste deltog i drab på jøder og krigsfanger i Anden Verdenskrigs sidste dage. To af dem er stadig i live.
Terror i højeste gear
Under Anden Verdenskrig meldte omkring 6.000 danskere sig til tysk krigstjeneste i Waffen-SS, hvoraf hovedparten blev indsat på Østfronten. Nu har den tidligere politimand Martin Q. Magnussen undersøgt, hvad danske frivillige foretog sig på en østrigsk SS-kaserne i Graz i krigens sidste måneder. Forfatteren har tidligere beskæftiget sig med danske SS-frivillige, da det var ham, der afslørede de omfattende tyverier fra Rigsarkivet af dokumenter relateret til netop denne gruppe.
Forfatteren har god grund til at fokusere på Graz i Den sidste forbrydelse. En uddannelsesbataljon under Waffen-SS, hvor der var tilknyttet et større antal danskere, havde til huse på byens kaserne. Det vides ikke, hvor mange fra Danmark der kom til Graz, men alene i 1945 opholdt der sig flere hundrede på stedet i en samlet gruppe på omkring 4.000 soldater.
Del: