Verdenskrig. Omkring 1400 krigsfanger reddede livet, da deres flugtfartøj på befrielsesaftenen gik på grund på det sydlige Langeland. Nu oprulles deres skæbne i en formidabel bog.
Strandet på en lille ø
Flugtfartøjet var det ejendommeligst tænkelige: en flydedok beregnet til reparation af skibe. Dens besætning var endnu mere sensationel, omkring 1.400 desperat sultne, tørstige og udmattede krigsfanger, som 4. maj 1945 gik på grund med deres dok på det sydlige Langelands østkyst. Flest var russere, lidt færre franskmænd og hertil en mindre gruppe belgiere samt et antal tyske fangevogtere. Alle spærret inde gennem flere døgn på et fartøj på blot 60 gange 22 meter.
Om denne stranding, om fangernes videre skæbne og om langelændernes modtagelse af de befriede krigsfanger ikke mindst foreligger nu en formidabel bog skrevet af historikeren Peter Krogsted Nielsen, som tidligere har beskæftiget sig med begivenheden i forbindelse med udstillinger på Langelands Museum.
Del: