Skal man tro de gamle myter, lå vikingetidens åndelige og politiske hovedsæder i Lejre på Midtsjælland og Gamla Uppsala nord for Stockholm.

I Uppsala herskede ynglingeslægten, som byggede et tempel beklædt med guld, og tæt på stod et helligt træ, hvor de ofrede heste og sølede barken i deres blod. I Lejre fandtes skjoldungedynastiet, som på et tidspunkt fik problemer med uhyret Grendel, »en mægtig dæmon, som gemte sig i mørket« og slog deres mænd ihjel efter forgodtbefindende, når de holdt fest i mjødhallen. Ikke før sagnhelten Beowulf sejlede ind i Roskilde Fjord og dræbte både Grendel og Grendels mor, fik skjoldungerne fred.