Hvis ikke Lea Ypi fandtes, var vi nødt til at opfinde hende. I en offentlig debat, der synes fastlåst i en skyttegravskrig mellem blåsorte konservative (ofte med kristent islæt) og ildrøde, intersektionelle feminister (ofte med rørende forståelse for islam) – og med de lyseblå liberale som blodfattige tilskuere – træder Ypi frem som en stolt tænker af i går. Fra en tid før det yderste venstre og højre førte identitetspolitik med identitære spørgsmål om, hvem man føler sig som, og hvilken gruppe man tilhører.

Ypi, der er professor i politisk teori ved London School of Economics og klummeskribent i Financial Times, insisterer således på den gamle verdens brudflader. Hun er marxist. For hende findes ingen anden identitet, end den kreditkortet eller adgangen til produktionsmidlerne giver. Her er mennesket sit arbejde. Og eftersom vi (i modsætning til dyrene) er afhængige af redskaber, som skal fremstilles og kan gøres til genstand for salg og køb, er vi altid indrulleret i pengerelationer.